Læserbreve
Startside
Af Kenneth Muhs Mejerivænget 26 5853 Ørbæk Medlem af kommunalbestyrelsen i Ørbæk Kommune Folketingkandidat i Nyborgkredsen
BUDGET 2003 Ørbæk Kommune
Med et netop vedtaget budget for år 2003, er der nu gennem et bredt forlig lagt op til en stram økonomisk styring i f.t. kommunens økonomi. Det brede forlig betyder ligeledes, at alle partier i kommunalbestyrelsen har forpligtet sig til at tage ansvar i f.t. økonomien. For Venstre har det været vigtigt, at få indarbejdet økonomisk rammestyring på de "tunge" områder. Specielt styring af det sociale område kræver en konstant politisk bevågenhed. Generelt er der lagt op til, at såvel administration, fagudvalg samt kommunalbestyrelse skal følge den økonomiske udvikling tæt. Der er altså sat fokus på økonomien. Dette er ubetinget krav for at vi kan skabe en likviditet der sikrer et fremtidigt politisk råderum. Det skal understreges at det ikke har været en mærkesag for Venstre at hæve grundskylden, men at vi for at kunne skabe det brede forlig, har måttet se på de mulige løsninger. Det har ligeledes indgået i beslutningen, at personskatten blev hævet ved sidste budgetforhandling. Ud over at vi med det vedtagne budget er blevet enige om en økonomisk kurs, har vi samtidig sendt et politisk signal til forvaltningen om, at der i valg af løsninger, styring af økonomi m.m. skal arbejdes målrettet , således at de intentioner budgettet indeholder bliver efterlevet.
Udarbejdelsen af budgettet har til trods for besparelser samt en hævning af grundskylden på 4 promille, været en positiv oplevelse. En positiv oplevelse på den måde forstået, at selve budgetudarbejdelsen har fundet sted i kommunalbestyrelsesregi og ikke i fagudvalgene. Dette har medført, at alle har haft mulighed for at deltage på nært hold i debatten omkring de vedtagne besparelser og tiltag. Ligeledes tror jeg det har styrket det politiske arbejde i fremtiden, idet nu samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen, og specielt de nye, i dag sidder med en bred viden indenfor det kommunale felt.
Med ovenstående nævnt, er det vigtigt at budgettet ikke medfører en stagnation i f.t den politiske udvikling. Vi skal fastholde viljen til fortsat, at se på ændringer i de kommunale opgaveløsninger. Her har vi i tillæg til budgettet udarbejdet en række fokusområder som i den nærmeste fremtid vil blive politisk behandlet. Af områder kan nævnes skoleområdet hvor vi blandt andet vil se på heldagsskolen. Børne og ungeområdet som i dag er en af de største udfordringer i f.t. den kommunale økonomi. Her har vi med ovennævnte rammestyring sendt en signal til vore sagsbehandlere på området om, at ændre vanlig tankegang samt metoder i f.m. opgaveløsningen indenfor området.
Ud over budgettet og de heraf opstillede fokusområder, kommer vi i nærmeste fremtid til, at forholde os til mulige fremtidige kommunesammenlægninger. Jo længere fremme vi befinder os i f.t.. en ny kommunalreform år 2005 (Hvis den kommer så hurtigt) jo stærkere står vi. Med det sagt er det for mig vigtigt at vi fra kommunal side overfor regeringen fremsætter et krav om, at vi skal inddrages i beslutningsprocessen. Herudover har jeg svært ved, at forstå, at det eller så cementerede liberale synspunkt om nærdemokratiet nu synes at stå for fald landspolitisk. Der er intet der tyder på at større enheder skulle være løsningen på de trængte økonomier. Tværtom er de billigste kommuner, driftsmæssigt set, de mindste.
mvh
Kenneth Muhs
Gruppeformand for Venstre i Ørbæk Kommunalbestyrelse